37-årige Mads Andersen indtræder som medejer af Midtfjord El.
Af Jacob Dalgaard
Efter en periode som eneejer har Preben Nielsen fundet sig en ny kompagnon som medejer af Midtfjord El. Det er 37-årige Mads Andersen, som har været ansat i firmaet siden 2011.
Mads Andersen er bosat i Farstrup, og er udlært elektriker hos Haverslev El. Han har videreuddannet sig til autoriseret elinstallatør.
Preben Nielsen ser kompagniskabet som første skridt til et glidende generationsskifte.
- Der er jo forskel på vores dåbsattester, og så ved to installatører jo dobbelt så meget som én, og det er også sundt at få en yngre med i den daglige ledelse for at få noget nytænkning og power med, siger Preben Nielsen, der dog kun er 52 år.
For Mads Andersen er det ikke helt uvant at være selvstændig. Han har været medejer af Energicenter Himmerland, som var et datterselskab under Midtfjord El. Her har han især beskæftiget sig med solceller og energioptimering. Nu er selskabet lagt ind under Midtfjord El A/S.
Medejerskabet for Mads Andersen gælder med tilbagevirkende kraft fra den 1. april i år.
Begivenheden fejres med en reception fredag den 25. maj i forretningen på Limfjordsvej 10 i Løgstør.