Elevtallet på Vilsted Friskole er rekordstort, og derfor er tiden kommet til at realisere et gammelt ønske om en tilbygning.
Elevtallet på Vilsted Friskole er rekordstort, og derfor er tiden kommet til at realisere et gammelt ønske om en tilbygning.
Med 121 elever er pladsen ved at være trang på Vilsted Friskole, som lige nu har et af de største antal elever siden skolens etablering i 1965. Det er én af to årsager til, at skolen nu har iværksat planer om at udvide.
Omkring skolens etablering blev der opført en midlertidig træpavillon med undervisningslokaler. Efter et halvt århundrede står pavillonen der stadig, men den midlertidige bygning er nu så medtaget af forfald, at den skal væk, og det er den anden årsag til byggeplanerne.
Det fortæller skolens bestyrelsesformand Michael Bagge. Han glæder sig til at komme i gang med byggeriet, som han forventer kan komme i gang til foråret eller sommeren 2018. Der er allerede indhentet overslag på opgaven fra lokale håndværkere i Vilsted, og af dem fremgår det, at byggesummen vil ende på omkring 2,5 millioner kroner. For de penge får skolen en ny tilbygning i røde mursten på 300 kvadratmeter. Den skal opføres der, hvor den 180 kvadratmeter store træpavillon ligger i dag.
Fløjen bliver indrettet med toiletter og tre store klasselokaler, som Michael Bagge forestiller sig adskilt med lydisolerede foldevægge, således, at der kan åbnes op til et stort fælles lokale, når der er behov at samle hele skolen.
Skolen har selv en opsparing på 1,3 millioner kroner at bidrage med. Derudover forventer byggeudvalget på skolen at kunne bidrage med yderligere et par hundrede tusinde kroner via frivilligt arbejde og afholdelse af indtægtsgivende aktiviteter. Michael Bagge fastslår, at Vilsted Friskole prioriterer at få håndværkere til at opføre bygningen og gjort den tæt, hvorefter frivillige forældre kan påtage sig nogle af de indvendige opgaver ved byggeriet.
Den sidste million ønsker skolen at låne gennem Kommunekredit med en kommunal lånegaranti i ryggen. Den garanti har friskolen allerede fået lovning på med byrådets budgetaftale for 2018.