Pr. 1. marts 2019 tiltræder Peter Riis Kristensen stillingen som asylchef i Vesthimmerlands Kommune.
Peter Riis Kristensen har været ansat i Vesthimmerlands Kommune siden januar 2012, hvor han i perioden har fungeret som Økonomikonsulent og Faglig Koordinator i staben under Børne- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Direktør for Børne- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune, Morten Lund, udtaler:
- Der er tale om en intern rekruttering, hvor vi giver én af vores egne talenter muligheden for fortsat at udvikle sig. Dernæst er det vigtigt og afgørende for mig, at Peter er den helt rigtige til stillingen, da han besidder netop de kvalifikationer, som området har brug for i dag. Det er godt, at Vesthimmerlands Kommune kan bidrage til at skabe muligheder for vores medarbejdere, og på den måde gøre det attraktivt at være en del af vores organisation, siger Morten Lund.
Peter Riis Kristensen bor i Skive med sin kone Iben og deres tre børn. Han har tidligere arbejdet som revisor hos Spar Nord og PriceWatwerhouseCoopers, ligesom han har fungeret som Økonomikonsulent i Lemvig Kommune før han kom til Vesthimmerlands Kommune i 2012.
Peter Riis Kristensen tiltræder stillingen som asylchef i Vesthimmerland efter at den tidligere chef for området, Torben Gregersen, blev udpeget som direktør i Morsø Kommune.