Løgstør Tennisklub og Lanternen er klar til at indvie padeltennisbane.
Løgstør Tennisklub råder nu snart over en udendørs padelbane, idet klubben i samarbejde med Lanternen imødekommer et stort ønske fra mange om også at kunne spille padel lokalt i byen. Som byens øvrige sportstilbud ligger denne bane ved Lanternen – lige bag biografen, og der er også gjort plads til bane nr. to.
Klubben forventer stor efterspørgsel efter tider på padelbanen, og sammen med Claus Jensen fra Lanternen arbejdes der ihærdigt på at få et automatisk låsesystem gjort klar til indvielsen, så spillerne med en kode kan låse sig ind på banen. Her vil der også være både padel bats og bolde til rådighed.
Padel er for alle
Padel er en blanding mellem tennis og squash, og banen på 20 gange 10 meter er omgivet af vægge, som aktivt bruges i spillet. Det kræver mindre styrke og teknik end andre sportsgrene.
Indvielsen af banen sker på søndag kl. 11, og formand for Løgstør Tennisklub, Karin Birgitte Sneskov, understreger, at alle er velkomne. ”Banen er åben for at prøve spillet, og vi serverer pølser og drikkevarer ved banen,” lyder det fra Karin Birgitte.