Fredag d. 7. august 2020 - �rgang 15
Silje og Lars Johansen ses her sammen med datteren Kathrine foran Nimbus-gæsterne fra Thy.

Nimbustræf i have i Skarp Salling

31-07-2020

Otte Nimbusmotorcykler og deres førere og passagerer har denne weekend slået lejr i en privat have i Salling.

Tekst og foto: Jacob Dalgaard

Der skulle have været et stort landstræf for Nimbusmotorcykler i Aalborg i år. Men sådan gik det ikke, da coronaen satte en stopper for det. To familier fra Thy har i stedet lavet deres eget Nimbustræf, og det er såmænd i Salling hos ægteparret Silje og Lars Johansen på Brårupvej 32.

Parret har tilmeldt sig "Brug min baghave", som er et landsdækkende netværk af flinke folk, der frivilligt åbner deres baghaver for rejsende, som mangler et sted at overnatte. Samme netværk er Nimbusejer Poul Erik Grønhøj medlem af, og derfor fandt han haven på Brårupvej til det lille Nimbustræf.

Salling Borgerforening greb besøget til at lave et hyggeligt sommerarrangement ved Dammene, hvor der blev solgt kaffe og kage fredag eftermiddag, mens de lokale kunne se de flotte motorcykler.

Poul Erik Grønhøj købte sin Nimbus i 1972. Men motorcyklen er meget ældre - nemlig fra 1935, og motoren er stadig den samme. Under weekendens ophold i Salling tager han og hans Nimbusfæller på ture ud i Vesthimmerland, hvor de blandt andet skal besøge Vilsted Sø, Ertebølle og havnen i Løgstør. 

Nætterne tilbringes i haven på Brårupvej, hvor Silje og Lars i et par år har haft gennemrejsende boende. Blandt andet har en flok gymnasieelever benyttet muligheden, da deres rejse til Kina gik i vasken på grund af corrona og blev erstattet af en vandretur langs Hærvejen, fortæller Silje Johansen.  

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!