Resultatet af licitationen over nedrivning af de gamle Løgstør Haller har vist sig at være noget dyrere end kommunen har antaget.
7.851.000 kroner. Så meget vil Jysk Nedbrydning have for at fjerne de to gamle haller. Det er det dyreste af de fire bud, som kommunen har fået ind på opgaven. Det billigste lyder på 3.988.000 kroner og kommer fra Gunnar Nielsen i Aars.
Selv den billigste pris overskrider budgettet med 918.000 kroner. Derfor er nedrivningen indtil videre udskudt. Det er konklusionen efter dagens møde i Økonomiudvalget.
Borgmester Knud Kristensen oplyser, at der nu vil blive taget kontakt til Gunnar Nielsen for at få forhandlet en billigere pris. Det kan betyde, at arbejdet eventuelt skal gribes anderledes an, så det kan blive billigere, siger Knud Kristensen.