Skolerne i Vesthimmerland skifter fra klassetildeling til elevtildeling efter sommerferien. Det går værst ud over de mindste skoler, og det er uretfærdigt, mener radikalt medlem af byrådet.
Af Jacob Dalgaard
Et massivt flertal på 26 ud af 27 byrådsmedlemmer stemte i går en ny tildelingsmodel til folkeskolerne i Vesthimmerland igennem med virkning fra skoleåret 2016/2017.
Den nye model ændrer radikalt på de penge, som de enkelte skoler får til den daglige drift. I dag får skolerne et beløb pr. klasse, som er det samme, uanset om en klasse er på 8 eller 28 elever. Men efter sommerferien vil skolerne få omlagt tilskuddet, så der udbetales et fast beløb pr. elev, og det rammer de skoler, der har små klasser.
Og det er uretfærdigt, mener Ninni Lodahl Gjessing, der er radikalt medlem af byrådet i Vesthimmerland:
"Jeg synes, det er et rigtigt dårligt forslag. Hvorfor skal de små skoler stilles ringere," spurgte hun på byrådsmødet.
For at skære forkellen ud i pap, hev hun et par tal frem af skuffen, der viser, at kommunens 7 mindste skoler kommer til at spare 5 %, mens de 5 største i gennemsnit kommer til at få 2 % mere i kassen. Bag tallene skjuler sig den kendsgerning, at både Løgstør og Aalestrups skoler også skal spare med den nye tildelingsmodel.
Ninni Lodahl Gjessing havde hellere set, at der blev taget lidt over hele linien, "Det her er at tage fra de små og give til de store," sagde hun.
Ingen sympati
Elevtildelingsmodellen er en udløber af den nye skolestruktur i kommunen, og det radikale forsøg på at afværge forslaget mødte ikke den store sympati blandt hendes byrådskolleger. Flere mindede om, at skoleområdet skulle spare penge, og det her var en af metoderne.
Rasmus Vetter fra Socialdemokratiet konstaterede, at Ninni Lodahl Gjessing selv tidligere har været med til at indføre en tilsvarende tildelingsmodel på dagsinstitutionsområdet, hvor pengene følger det enkelte barn.
Dermed var diskussionen lukket, og alle med undtagelse af Ninni Lodahl Gjessing godkendte den nye elevtildelingsmodel.
Må maksimalt spare 10 %
Beslutningen indeholder et sikkerhedsnet under de små skoler, der sikrer, at de ikke må spare mere end 10 %. Det sikres blandt andet ved, at tildele 275.000 ekstra kroner til skoler med en klassekvotient på under 17. Desuden får alle skoler et grundbeløb uanset størrelse.
I forhold til den maksimale besparelse på 10 %, vil det først være muligt at se, hvilke skoler og beløbets størrelse efter 5. september 2016, hvor elevtallet låses, når der er overblik over, hvor mange elever, der er på de enkelte skoler. Et tal, som lige nu er meget usikker på grund af de tre nye friskoler, der er i støbeskeen.