Et stykke lokalhistorie vækkes til live, når det gamle badehotel i Næsbydale åbner op igen efter årtiers dvale. De nye ejere har påbegyndt en gennemgribende restaurering.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Det var kærlighed ved første blik, da Vibeke Laustrup og Mogens Madsen nytårsdag gik en tur i Næsbydale og fik øje på det gamle badehotel nede i slugten med den unikke udsigt ned til Limfjorden. I halvandet år havde de gået med tanken om at finde et sted, hvor de kunne åbne en café eller bed & breakfast. De havde fundet noget i Thyholm, men stedet i Næsbydale slog alt, de havde set med mange længder.
Parret på henholdsvis 56 og 62 år fortæller passioneret om deres første møde med Næsbydale nytårsdag. Der var ikke langt fra tanke til handling. Selv om det gamle badehotel havde stået til salg i lang tid, ringede de samme dag til ejendomsmægler Asger Larsen, og om eftermiddagen gav de håndslag på køb af ejendommen.
Parret bor på en gammel kro i Vejrumbro øst for Viborg, hvor de tidligere har drevet café et par år for 25 år siden. Men de savner vandet og den natur, der følger med. Når det bliver muligt, vil parret selv flytte ind på Næsbydale Badehotel, som deres nye sted igen er blevet døbt.
Baronens gave til sin kone
Under 1. Verdenskrig kom baron Otto Reedtz-Thott fra Gavnø sejlende på Limfjorden med sin hustru Gudrun. Da Gudrun fik øje på dalen, der skærer sig gennem landskabet fra fjorden og ind i landet ved Næsbydale, ønskede hun sig inderligt at bygge et sommerhus på denne plet.
Baronen gik straks i land og købte i følge historien marken af bondemanden med samme ekspresfart, som stedet skulle blive solgt hundrede år senere.
Baronessen nåede dog aldrig at feriere i den vesthimmerlandske dal, for hun døde, inden huset stod færdigt i 1918.
I 1930 blev stedet omdannet til badehotel og gennem årene blev der holdt mange fester på stedet. Ikke mindst studerende fra Ranum Statsseminarium var flittige gæster.
I 80'erne blev det gamle badehotel benyttet til at huse flygtninge.
Skal føres tilbage til oprindelsen
De nye ejere har købt ejendommen for godt 1,3 millioner kroner af Kaj Hindal. For den pris har de fået 4 hektar enestående natur, hvoraf 3,5 hektar er fredet, og de har fået 1000 etagekvadratmeter, som trænger til en kærlig hånd.
Både Vibeke og Mogens er energisk gået i gang med arbejdet, og de har fundet adskillige gamle dørhuller, som er blevet åbnet igen, og i det hele taget er tanken at genskabe det gamle badehotel i sin oprindelige form. Blandt andet med stråtag Det er et arbejde, der er afsat godt 2 år til. Og et budget på 3 millioner kroner.
"Det er en lang proces, før vi kan åbne igen. Blandt andet på grund af beliggenheden indenfor kystbeskyttelseslinjen. Det kræver en tilladelse fra Kystdirektoratet, før vi kan genåbne som badehotel med beværtning. Det kan tage op til et halvt år, hvilket vi ikke helt forstår. Men kommunen har sagt, at de siger ja til det, som Kystdirektoratet siger ja til," siger Mogens Madsen.
Det nye værtspar vil nemlig gerne begynde at åbne op for butikken, mens ombygningen af badehotellet pågår. Faktisk åbnede badehotellet allerede så småt med en café i baronens stue i påsken. Det kræver nemlig ikke en speciel tilladelse at servere kaffe og lidt sødt.
"Vi vil gerne begynde at have lidt indtægter. Jo mere kaffe vi sælger, jo før får vi råd til at fuldføre restaureringen, siger Mogens Madsen, der er bror til vinbonde Hans Jørgen Madsen, som ejer Glenholm Vingård i nabolaget.
Ingen drikkeri
Hovedbygningen fylder 100 år til juli 2018, hvor restaureringen gerne skulle være færdig. Så skulle de 12 dobbeltværelser gerne stå klar til udlejning - herunder en suite med en unik udsigt. Enkelte værelser bliver med fælles bad for at bevare det autentiske udtryk.
Når eller hvis det lykkes at få ændret stedets status fra sommerhus til helårsbolig vil Vibeke Lautrup og Mogens Madsen selv flytte ind i en lejlighed i ejendommen. For det er vigtigt, at værterne selv er her, siger de samstemmende.
En senere opført skillevæg bliver brudt ned, så der igen er en stor balsal med det oprindelige dansegulv, og der bygges et nyt storkøkken. Dermed bliver der åbnet op for selskaber, og der har allerede været forespørgsler på en konfirmation og en 90 års fødselsdag.
Næsbydale Badehotel skal også være et kulturelt samlingssted, så her også er liv om vinteren, fastslår Vibeke Lautrup.
Men der er ikke planer om á la carte servering, og der skal heller ikke være for meget drikkeri. Det skal været et hyggeligt sted, hvor alle kan komme. Det er Vibeke Laustrup og Mogens Madsen enige om.
Indtil videre har caféen på Næsbydale Badehotel åbent i weekends.