Det bliver ikke uden kamp fra naboerne, hvis der skal opstilles fire store vindmøller i Malle. På torsdag er der inviteret til informationsmøde på Vilsted Friskole.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Lokale investorer har samlet sig i Vollesbak Vindmøllelaug I/S og søgt Vesthimmerlands Kommune om lov til at opføre fire vindmøller på op til 150 meters højde. Møllerne skal placeres på en række øst for Malle kirke, hvor der samtidig skal anlægges nye adgangs- og serviceveje. Som en del af projektet skal fem gamle - og mindre - møller nord for Malle tages ned.
Men planerne vækker ikke begejstring hos alle naboer. Søren Torp, der bor på Mallevej 41, synes ikke godt om at få de store møller tæt på sin ejendom. Han mener, at det går ud over huspriserne, og at det bliver endnu vanskeligere at låne til ejendomme i området. Han er også bekymret for, om vejnettet og husene langs vejen overhovedet kan holde til den tunge trafik, der kommer, hvis der gives tilladelse til at rejse møllerne. Hvert fundament vil kræve omkring 110 lastbillæs beton.
Han får opbakning fra sin nabo Pia Riisgaard, der bor på Troldbjergvej mellem Malle og Vilsted. Hun bliver nærmeste nabo til den sydligste af møllerne, idet stuehuset på ejendommen kun lige akkurat holder sig udenfor afstandskravet på 600 meter.
- Vi har opfyldt vores mål med grøn energi i Vesthimmerlands Kommune med to store vindmølleparker, solcelleparker og to biogasanlæg, så for hvis skyld er det, vi nu skal have de her fire store vindmøller, spørger Pia Riisgaard retorisk.
For naboerne betyder det støjgener, lysgener, og lavfrekvent støj, som kan være årsag til blodpropper, påpeger hun.
Informationsmøde på torsdag
Pia Riisgaard har listet en lang række argumenter imod møllerne op, og dem vil hun sammen med Søren Torp præsentere på et informationsmøde på Vilsted Friskole torsdag aften, hvor kommunen og Vollesbak Vindmøllelaug I/S kommer og præsenterer planerne.
Mødet er en del af den høringsperiode på 4 uger, der strækker sig frem til 24. oktober, hvor alle kan komme med forslag og indvendinger til kommunen.
Mangelfuld orientering af naboer
Alle naboer i en radius af 2,5 kilometer fra mølleprojektet i Malle har i sidste uge fået en meddelelse fra Vesthimmerlands Kommune i deres e-boks om informationsmødet. Men Søren Torp raser over kommunens metode:
- Vi fik først meddelelsen syv dage før informationsmødet, og normalt plejer man at få en e-mail eller en sms om at man har modtaget e-post. Men det gjorde jeg og andre naboer ikke i det her tilfælde, så det ser ud som om, at meddelelsen helst ikke skulle læses den første dag. Det betyder, at vi ikke har ret meget tid til at forberede os til informationsmødet, hvilket selvsagt gør det nemmere for vindmøllelauget at køre processen igennem, siger Søren Torp.
Pia Riisgaard noterer sig, at informationsmødet også falder sammen med skolefesten på Ranum Skole, hvor mange af områdets beboere skal deltage. Det er meget ærgerligt, siger hun.
De to naboer vil forsøge at få Viborg Stift til at deltage på mødet som repræsentant for Malle Kirke. Derudover håber de, at så mange borgere og politikere i området vil møde op til informationsmødet, for at få sagen behandlet på et oplyst grundlag.
Området øst for Malle er i kommuneplanen udlagt til vindmølleområde. Men det aktuelle projekt vil kræve et kommuneplantillæg, en ny lokalplan samt en miljøkonsekvensrapport, såfremt fordebatten giver anledning til at arbejde videre med mølleprojektet.