Foreningen Muslingebyen Løgstør måtte aflyse muslingehøstfest og Muslingefestival to år i træk på grund af corona.
"Heldigvis blev der lukket lidt op her på sensommeren, og der var mange gode aktiviteter, som nogle ildsjæle med kort varsel kunne få sat i værk og lokke glade mennesker frem i lyset igen -.og hvor en del af vores grej kom i brug ved alle arrangementer, der blev gennemført."
Det sagde Foreningen Muslingebyens formand Holger Pedersen, da den holdt en udskudt generalforsamling i torsdags.
Det var også på tale at gennemføre Muslingefestivalen i år, men konklusionen blev, at det var bedre at vise samfundssind og aflyse end at blive et supersprederarrangement.
"Vi må satse på, at der i 2022 ikke kommer nogle mutanter eller andet, som kan sætte en kæp i hjulet for næste år, for vi vil alle gerne i gang igen for at vise vores besøgende, hvor dejlig vores by og egn er, sagde Holger Pedersen.
Generalforsamlingen blev holdt i Grejbanken på Limfjordsvej, og efterfølgende er Holger Pedersen blevet genvalgt som formand. De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Aage Grynderup (kasserer), Leif Myrup, Lise Kvist og Walther Schack.