Der var overvejende negativ stemning for nyt mølleprojekt i Malle, da 130 mennesker i aftes var til informationsmøde på Vilsted Friskole.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Den gamle gymnastiksal på Vilsted Friskole var fyldt godt op i aftes, da 130 mennesker troppede op til kommunens informationsmøde om et nyt projekt med fire kæmpevindmøller i Malle. Hvis der var fortalere for projektet, holdte de lav profil, for blandt tilhørerne kom der overvejende skeptiske holdninger til udtryk.
Borgmester Per Bach Laursen styrede debatten, og han understregede, at planlægningsfasen er inde i sin helt spæde start. Der er således tid frem til den 24. oktober til at indsende høringssvar til planerne, og borgmesteren bedyrede, at de alle vil blive læst mere end en gang.
Det er Vollesbak Vindmøllelaug I/S, der har ansøgt kommunen om lov til at opstille de op til 150 meter høje møller på en række øst for Malle Kirke. Bag lauget står Bjarne Christoffersen, Hans Østergaard, Peer Ove Hedegaard og Martin Risgaard.
- Jeg er glad for, at der er kommet så mange. Det er godt for den demokratiske proces, at alle får mulighed for at stille spørgsmål, sagde Martin Risgaard til Lokaltindblik.dk. Han tilføjer, at projektet nu er ude af vindmøllelaugets hænder og overgået til kommunen, som tager sig af planprocessen.
Vollesbak Vindmøllelaug I/S har allerede købsoption på to ejendomme i Malle for at sikre plads til de fire møller, der skal overholde afstandskrav på 600 meter til nærmeste beboelse.
1,4 millioner kroner til lokalområdet
Indtil for halvandet år siden kunne der via Grøn Ordning udbetales kompensation til kommunen i forbindelse med rejsning af vindmøller for at skabe større lokal accept. Ordningen er afskaffet, men Vollesbak Vindmøllelaug I/S har frivilligt indvilget i at betale et tilsvarende beløb til Søbyerne, som er et formelt samarbejde mellem borgerforeningerne i Ranum, Vilsted og Overlade. Beløbet vil i følge laugets revisor Ole Vestergaard løbe op i mindst 1,4 millioner kroner, som Søbyerne frit kan disponere over.
Borgere indenfor kommunegrænsen får også mulighed for at købe op til 20 % af andelene i de fire møller til kostprisen, forklarede Ole Vestergaard på mødet.
Han oplyste også om værditabsordningen under Energistyrelsen, hvor naboer til møller har mulighed for at søge erstatning for værditab på deres ejendomme.
Netop værditab er et af mange argumenter mod mølleprojektet fra Søren Torp, som er arg modstander af projektet.
- Husene falder i pris, og kommunen får færre indtægter i ejendomsskatter, og det bliver sværere at få folk til at flytte hertil. Det synes jeg, I skal tænke over, sagde Søren Torp til borgmesteren og de andre - primært borgerlige - byrådspolitikere, der var mødt op for at vejre stemningen på informationsmødet.
En anden tilhører spurgte retorisk, om ikke det var lidt gammeldags med landvindmøller, og om man ikke havde overvejet andre anlæg som eksempelvis solpaneler, nu hvor der løber en fjernvarmeledning lige forbi området.
En tredje ville vide, om Vesthimmerlands Kommune ikke allerede bidrager rigeligt med vindenergi. Svaret bliver, at der er en politisk beslutning i byrådet. Men med de afstandskrav, der gælder tili vindmøller, er der kun to uudnyttede områder tilbage i kommunen. Det ene ligger i Malle, og det andet ligger i Bjørnstrup.
Hvis projektet i Malle realiseres, vil møllerne kunne forlanges stoppet en del af tiden. Det forklarede Mio Schrøder fra PlanEnergi, som var mødt frem for at forklare nogle af de miljømæssige regler for opstilling af møller. Der må højst være 10 timers årlig skyggepåvirkning på naboejendomme, og det kan møllerne i Malle ikke overholde.
De fire møller ventes at kunne producere strøm svarende til cirka 10.000 husstandes forbrug.
Det bliver byrådet, der i sidste ende skal tage stilling til mølleprojektet i Malle, når byrødderne har læst alle høringssvarene.