Torsdag den 5. december holder Midtfjord Agro sit årlige Åbent Hus, hvor alle bydes på en gratis pølse og en forfriskning.
Det er en efterhånden mangeårig tradition, der holdes i hævd, når Casper Larsen i morgen fejer værkstedet og dækker op til åbent hus.
- I en verden, der bliver mere og mere digital, vil vi gerne pleje de nære, personlige relationer og samtidig vise vores store sortiment af produkter frem for både folk fra land og by, siger Casper Larsen, der overtog firmaet for snart tre år siden.
Der er åbent hus hele dagen fra kl. 10-22, hvor der samtidig er mulighed for at gøre en god, nordjysk handel. Der gives nemlig op til 30 procent rabat på alle ikke nedsatte varer i butikken.
Tina Hartmann fra Farstrup Hallen er igen i år på pletten med sin pølsevogn, og der bliver også budt på øl og vand på dagen, som plejer at samle mange mennesker.
Ydermere vil en række leverandører være til stede med gode tilbud og for at bidrage til en hyggelig markedstemning.
Midtfjord Agro har et bredt udvalg af have- og parkmaskiner, værktøj, legetøj og landbrugsmaskiner og meget andet.