Omkring 85 mentorer fra forskellige virksomheder var onsdag aften mødt op på Løgstør Parkhotel for at hædre de nominerede i kategorien ”Årets mentor” og ”Årets virksomhed” i Vesthimmerlands Kommune.
Formanden for Beskæftigelsesudvalget, Brian Christensen, gav i sin tale ”årets virksomhed” følgende ord med på vejen.
- BOS A/S formår at inkludere borgeren i kollegaskab og opgaveløsning på en måde som gør, at borgeren får en følelse af, at det betyder noget, om de er der eller ej. Det har gentagne gange vist sig, at dette har bragt borgeren tættere på arbejdsmarkedet.
Vinderen af ”årets mentorpris” gik til direktør Peter Frederiksen fra J-Coating, Aalestrup. Brian Christensen fra Beskæftigelsesudvalget gav vinderen følgende ord med på vejen:
- Peter har en anerkendende tilgang til borgerne og er god til at vejlede og spotte muligheder for en eventuel tilknytning til virksomheden. Peter er god til at få borgerne til at føle sig velkommen og ligger stor vægt, på at de er en del af virksomheden.
Borgmester Per Bach Laursen sagde afslutningsvis:
- Jeg kan se på de virksomheder, der er nomineret i dag, at det er virksomheder, der er utrolig dygtigt drevet. De har en del ansatte og er med til at sikre et indtægtsgrundlag for en masse mennesker, samtidig med de drager omsorg for at hjælpe udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet igen. Det er jeg som borgmester utrolig glad for, siger Per Bach Laursen og fortsætter:
- Dels fordi folk i arbejde er bedre stillet økonomisk, socialt og helbredsmæssigt, og dels fordi folk i arbejde er en del af det fællesskab, der er på en arbejdsplads, slutter borgmesteren.
På billedet ses fra venstre borgmester Per Bach Laursen, virksomhedskonsulent Pia Stahl, vinder af "årets virksomhed" Birgit Schönhoff fra BOS A/S i Ranum, vinder af prisen som "årets mentor" direktør Peter Frederiksen fra J-Coating i Aalestrup samt formand for beskæftigelsesudvalget, Brian Christensen.