Mathias Hansen fra Løgstør er en travl ung mand. Musikken fylder hele hans og hans families liv, og nu er han blevet optaget i Det Danske Ungdoms Brassband, hvor han nu skal spille sammen med nogle af de bedste unge musikere.
Familien Hansen på Hasselvænget i Løgstør fik ny bil i februar i år. Til dato har den allerede passeret de første 42.000 kilometer. Mange af kilometerne på landevejene kan tilskrives familiens ældste søn, Mathias, som bliver kørt rundt på kryds og tværs i den nordlige del af Jylland for at pleje sin interesse for musik.
Mathias spiller cornet, og det gør han så godt, at han forleden var i Hinnerup til optagelsesprøve i Det Danske Ungdoms Brassband. Det prestigefyldte ungdomsbrassband optager unge talenter i alderen 15-22 år, og da Mathias havde optrådt for dirigent Stig Mærsk og koordinator Michelle Søndergard Knudsen, kiggede de to på hinanden og nikkede til Mathias.
Det betyder, at han nu skal finde plads til fire årlige samlinger med brassbandet i sin i forvejen tætpakkede kalender. Han kalder sin mor Susanne for sin sekretær, for det er hende, der koordinerer hans mange gøremål. Med optagelsen er han nu medlem af hele 8 orkestre. Han spiller fast i Aalborg Postorkester, Nordvestjysk Brassband, Vesthimmerlands Kulturskoles talentklasse og Vesthimmerlandsk Ungdomsbrassband, som er et privat inititativ bygget op efter den nu nedlagte Løgstør Garden.
Derudover deltager han i fire samlingsorkestre. Udover Det Danske Ungdoms Brassband er det Agersted Brassband, Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester og FDF's Landsorkester.
Mathias har spillet cornet siden han var 5-6 år. Moderen spiller trækbasun og faderen spiller tuba, så blæseinstrumenterne er ikke fremmede i familien. Kun lillebror Frederik har valgt fodbold i stedet for instrumenterne.
"Fra lille fik jeg at vide, at jeg skulle prøve at komme med i Løgstør Garden og høre dem spille - om jeg ville eller ej. Det viste sig, at jeg godt kunne lide det," siger Mathias, der brugte sine konfirmationspenge på at købe endnu en cornet til sin samling.
Det er tredje gang, at Løgstør Garden har leveret nye medlemmer til Det Danske Ungdoms Brassband, der har 35-40 medlemmer fra hele landet.
Til dagligt går Mathias i 9. klasse på Løgstør Skole. Han skal passe skolen og sine lektier, men derudover er der heller ikke tid til andre fritidsinteresser eller fritidsjobs. Det er okay med mor og far, der gerne kører med sønnen for at bakke op om hans musikkarriere, der foreløbig allerede har udmøntet sig i jobs i kirker og til sølvbryllupper.
Uddannelsesmæssigt har det unge talent også sat kursen højt. Han vil gerne være musikprofessor på Det Jyske Musikkonservatorium. Sekretær mor er lidt skeptisk over sønnes ambitionsniveau. Men der bakkes op, og bil og chauffør står til rådighed, næste gang Mathias skal ud med cornetten.