Onsdag d. 28. september 2022 - Årgang 17

Mange årtiers erfaring giver den igen gas i Markedsrevyen

06-09-2022

Der er garvede kræfter på scenen, når Hornum Revyen vender tilbage den 17. og 18. september.

Aktørerne er i år velkendte og består af Grethe Næsby, Kurt Nielsen, Knud Kristensen, Lisa B. Hjorth, Allan Kløjgaard og Jesper Gregersen. Til gengæld har Pernille B. Østergaard i år taget et års pause fra revyen, men hun kan dog stadig opleves på scenen, da hun sammen med Mette Bjerre Christensen hjælper med sceneskiftene. 

- Vi har på revyholdet rigtig mange års erfaring på de skrå brædder. Jeg tør ikke tænke på gennemsnittet, men Knud (42år), Kurt (32 år) og jeg trækker op, fortæller Jesper Rask Gregersen, som i år kan fejre sit 30 års jubilæum i revyen.

- Vores kapelmester N.J Hertz har spillet til vores revy i Hornum i 41 år. Når han ser tilbage i tiden, er der sket rigtig meget i revyen siden hans debut i 1980, hvor de slæbte et klaver ind fra friskolen, og han spillede på det, uden der var lydforstærker. Ej heller på scenen var der lyd, og det var først da Hornum koret stoppede i 1982 at revyen fik doneret mikrofoner og lydanlæg af koret. 

Teksterne er på plads, ja faktisk havde Lisa B. Hjorth allerede skrevet det første nummer en uge efter sidste års marked. Lisa er en af de trofaste tekstforfattere og leverer hvert år mange af teksterne sammen med Grethe Næsby, og Jesper Gregersen har også leveret enkelte.

- Vi går meget op i at vi får en revy med lokale begivenheder, men stadig med en så sjov og professionel vinkel, at revyen sagtens kan ses af andre end folk med kenskab til det lokale. Vi er også en revy, der er kendt for at turde gå tæt på.

Markedsrevyen har hele 18 numre med i år. Der har været en del debat på facebook omkring larm fra scootere og høj musik, og revyen vil måske give svar på, om mc klubben White Bastards, som holder til i Hornum, kan få has på dette problem. Vi har også alle fået MitID, og det har givet en del frustration og irritation fra borgere. Det får også sit eget indslag i revyen. 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!