Forberedelserne til en ny marina i Løgstør er i gang. Men en lugtende nabo kan blive en udfordring.
Af Jacob Dalgaard
Et antal attraktive boliger beliggende på kanten af den nye, påtænkte marina i Løgstør, skal være med til at bære projektet økonomisk igennem. Men måske kan man slet ikke få lov til at opføre boliger i området, fordi der umiddelbart øst for projektområdet ligger en virksomhed, der til tider lugter.
Det er Vesthimmerlands Kommune nu ved at få afklaret. Forvaltningen har henvendt sig til Codex Advokater i Vejle, som i et notat har svaret, at det påtænkte marina-område - efter advokatfirmaets fortolkning af reglerne i Planloven - ikke kan lokalplanlægges til boligformål, hvis der i området er lugtgener over et vist niveau.
Erhvervsstyrelsen har imidlertid meddelt, at der er ved at blive kigget på reglerne, og det kan betyde en lempelse af restriktionerne for boligbebyggelse i lugtforurenet område. Det vil der formentlig ligge en afklaring på i løbet af juni.
Men den lugtende virksomhed, Farmfood A/S, kan efter advokat Mads Kobberøs opfattelse tage det roligt, hvis der skulle blive åbnet op for opførelse af boliger ved en ny marina:
"Som jeg forstår det, er det altså således, at det ikke bliver virksomhedens problem, at der er lugtgener, men noget som de kommende boligejere må leve med."