1600 billetter blev der solgt til årets udgave af Løgstør Open Air i Kristiansmindeskoven. Det ligger på niveau med sidste år, og dermed er der ikke vundet noget ved at rykke datoen fra august til først på sommeren.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
- Som udgangspunkt skal vi holde Løgstør Open Air igen næste år.
Det er meldingen dagen derpå fra Johnny Støttrup Laursen, der er presseansvarlig for Løgstør Open Air. Ganske vist ligger billetsalget langt fra tidligere tiders niveau, hvor der har været solgt omkring det dobbelte og endog helt op til 4300 billetter.
Men alt i alt er arrangørerne tilfredse med koncertdagen, hvor gæsterne opførte sig pænt, og musikken leverede på scenen, som Johnny Støttrup Laursen udtrykker det.
End ikke vejret vil han kritisere, for det holdt tørvejr, og det er lidt en præstation til en Løgstør Open Air, hvor regn ofte har drillet, og i betragtning af at meterologerne for nogle dage siden truede med 15 millimeter regn på dagen, så kan lidt blæst og kølig sommervejr ikke tage humøret fra Johnny Støttrup Laursen.
Til gengæld skuffer det ham, at der ikke kom noget ud af at flytte datoen. Derfor vil tidspunktet for næste års Løgstør Open Air igen komme i spil, siger han.
På plussiden tæller, at der med 250 deltagere var udsolgt til Beef & Beer i teltet på koncertpladsen, inden koncerterne begyndte. Der blev også solgt flere billetter ved indgangen sidste år, og så var et nyindrettet hjørne på pladsen med sejl, bar og live musik et hit. Det samme var en ny ginbar.
Det er Løgstør Idrætsforening, der står bag Løgstør Open Air, som i år blev afholdt for 15. gang.