Uddeling fra Fonden for Sparekassen Himmerland til Løgstør Natur- og Ridecenter.
Snart starter en ny sæson med stævner i Løgstør Natur- og Ridecenter. Ryttere og tilskuere kan glæde sig over, at ridecenterets to haller får en lydmæssig opgradering forud for sæsonstarten.
Hidtil har foreningen lånt eller lejet lydudstyr i forbindelse med hvert enkelt stævne, fortæller formanden for Løgstør Natur- og Ridecenter, Allan Ritter.
- Ofte har vi haft mulighed for at låne udstyr, hvilket vi har været taknemmelige over. Det har dog krævet meget tid at afhente, opsætte og levere udstyret tilbage igen.
Støtte fra lokal fond
Derfor satte Allan Ritter og andre kræfter i foreningen sig for at sikre en permanent løsning.
Af denne årsag var det en glad Allan Ritter, der for nyligt mødte op ved Jutlander Banks afdeling i Løgstør, hvor afdelingsdirektør René Christensen tog imod. Her fik Allan Ritter overrakt et gavebevis på 10.000 kroner til formålet, som blev uddelt på vegne af Fonden for Sparekassen Himmerland.
Lydanlægget tjener også en vigtig funktion i foreningens dagligdag, fortæller Allan Ritter.
- Vi prioriterer højt, at rytterne føler sig godt tilpas i centeret og staldene. Her vil lydanlægget være med til at skabe en hyggelig og rar stemning.
Afdelingsdirektør René Christensen fra Jutlander Bank er glad for at yde støtte til almennyttige og velgørende formål i Løgstør og omegn på vegne af fonden.
- Det betyder selvsagt meget for vores lokalområde, at vi har et levende og mangfoldigt foreningsliv. Her er Løgstør Natur- og Ridecenter et særdeles godt aktiv for byen. Det er herligt, at fonden kan give dem en hjælpende økonomisk hånd ligesom for to år siden, da det nye natur- og ridecenter åbnede.
Den samlede pris for det nye lydanlæg er 20.000 kroner. Klubben har selv finansieret den anden halvdel. Anlægget vil være klar til sæsonens første stævner til oktober.