To punkthuse med op til i alt 16 lejligheder fordelt på 4 etager er på vej til at erstatte de gamle idrætshaller i Løgstør, som inden for kort tid rives ned.
Af Jacob Dalgaard
To tvillingetårne kan inden for overskuelig fremtid rejse sig af støvet, når de gamle Løgstør-haller er jævnet med jorden. Et projektudvikler har købt grunden og ytret ønske om at bygge to højhuse med cirka 8 lejligheder i hver. Hver af punkthusbebyggelserne omfatter et etageareal på godt 1400
m².
I mandags godkendte Tekink- og Miljøudvalget et lokalplanforslag, som skal bane vej for byggeriet. Forslaget sendes i offentlig høring i 5 uger.
De to højhuse må i følge lokalplanforslaget bygges i indtil 12,5 meters højde målt fra den nuværende gulvhøjde i hallerne. Dermed tillades det at bygge 1,5 meter højere end hallerne. Lejlighederne i byggeriet beskrives som "attraktive", da de får en unik udsigt over Limfjorden. Af samme grund er der lagt op til, at en del af beplantningen på skrænten mod nord vil blive fældet.
Lokalplanforslaget begrænser muligheden for at regulere terrænet, som til gengæld kan udnyttes til bl.a. parkeringskælder, gæstebolig, depotrum, teknikrum,
kontor til vicevært o.lign.
Niels Krebs Hansen (K), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget, slår fast, at han ikke har noget imod projektet. Han ærgrer sig dog over processen, hvor Økonomiudvalget har været inde og sagsbehandle og fastlagt rammerne for projektet i forbindelse med salget af grunden.
- Det er normalt, at det er Teknik- og Miljøudvalget, der udfærdiger rammerne for en lokalplan, men her er det sket i omvendt rækkefølge. Det er noget usædvanligt, siger Niels Krebs Hansen.