De seneste par år har Løgstør Håndboldklub søsat nye aktiviteter, der ikke har noget med håndbold at gøre. Det vil klubben fortsætte med i den kommende sæson.
I januar 2016 var Løgstør Håndboldklub fødselshjælper til en ny cykelklub, som hurtigt fik godt 70 medlemmer. I september lancerede håndboldklubben håndboldfitness med Anja Nielsen, Kristian Skyldahl, Lilian Traberg og Benny Hansen som instruktører. Måneden efter kom der en basketballklub til med Frederik Carslen som træner, og her har der ligesom til håndboldfitness også været omkring 25 deltagere.
- Alle disse nye tiltag gentager vi næste sæson, og alle er meget velkommen. Man behøver ikke at have spillet håndbold for at deltage, sagde Benny Hansen, da han tirsdag aflagde beretning over håndboldklubbens begivenhedsrige år.
Heri redegjorde han for de mange holds præstationer i årets løb. Han kunne også fortælle, at der er ansat en ny træner til seniorernes førstehold hos herrerne. Her er Steen Schmidt fra Aabybro udvalgt til at afløse Jakob Menander som træner for herrerne i 3. division, som i den netop afsluttede sæson endte på en 4. plads.
Ny i bestyrelsen
Løgstør Håndboldklub præsterede i 2016 et overskud på 12.000 kroner.
Ved valget til bestyrelsen, blev der på generalforsamlingen i Lanternen skiftet et enkelt medem ud. Heidi Kortegaard erstattede Anja Nielsen. Den øvrige bestyrelse består af BennyHansen, formand, Claus Jensen, Jens Gregersen, Per Hannesbo, Karina Christensen (kasserer) og Kent Tetzlaff (sekretær).