Siden 12. marts har Løghstør BIO stået tom og stille hen. Nu er der heldigvis håb forude, da biograferne har fået lov til at åbne igen. Datoen har været fastsat til d. 8. juni, men regeringen har nu meldt ud, at biograferne godt må åbne tidligere.
Løgstør BIO afventer lige nu meldinger fra filmselskaberne og brancheforeninger om, hvornår det vil være praktisk muligt, og samtidig sikkerhedsmæssigt forsvarligt at åbne, både for publikum og for vores mange frivillige.
- Netop i disse dage, mere præcist den 24. maj, kunne den nye biograf have fejret to års fødselsdag. Det kan vi jo desværre ikke komme til at fejre på traditionel vis, men fejres skal det. Gaven til os alle er, at vi får lov til at åbne, så der igen kan komme liv i vores skønne biograf. Vi fejrer fødselsdagen ”på afstand” så følg med på Facebook, hvor der vil være opslag om konkurrencer med præmier, der kan bruges når biografen åbner igen, siger Mona Jensen, der er formand for biografen.
Sal 2 er klar til nye stole
Helt stille har der dog alligevel ikke været i biografen, for bestyrelsen har valgt at bruge lukkeperioden til at få lavet ny opbygning i sal 2, så der er klar til, at de nye luksusstole kan blive monteret, når de kan leveres.
I mellemtiden monteres de gamle stole midlertidigt i den ny-ombyggede sal, altså dem der nu er plads til. Resten vil blive solgt til interesserede.
Sikkerhedsregler og filmprogram
Løgstør BIOs medarbejdere ser nu frem til at kunne betjene publikum med samme gode og venlige service, som de plejer - men derudover med den hygiejne og afstand, der gør, at alle trygt kan gå i biografen og se nogle af de film, der har stået i kø for at komme ud til biograferne. Filmprogrammet til åbningen kender vi ikke endnu, men så snart det er klar, kan det ses på Løgstør BIO's hjemmeside, der åbner i et nyt flot layout.
- Der vil være plexiglas, masser af håndsprit og engangshandsker, og alle regler og krav fra myndighederne vil naturligvis blive fulgt. Disse regler kender vi ikke endnu, men så snart vi har dem, bliver der sørget for at alle sikkerhedsregler bliver overholdt.
Når vi nærmer os åbningen vil vi orientere om, hvordan man skal forholde sig. Det kan være omkring antal af gæster, reservering af billetter og hvilke regler, der bliver for salg i kiosken, slutter Mona Jensen.