Selvom den danske sommer ikke har vist sig fra sin bedste side i år, holdt Vester Hornum løberne fast i deres årlige sommertradition med "Motion og is-tur" til Ertebølle Campingplads.
Torsdag aften var der afgang fra Ertebølle Campingplads, hvorfra der var start og mål for tre markerede motionsruter. En blå rute på 3 km, en gul rute på 6 km og en rød rute på 10 km.
Den gule 6 km. rute blev i 2011 officielt til en hjertesti af Hjerteforeningen. Den har et forløb igennem det skovrige og naturskønne område øst for campingpladsen og i retningen mod Kimbrerborgen, hvorefter ruten på tilbagevejen forløber langs stranden.
Men uanset hvilken af de tre ruter, som de omkring 25 fremmøde gennemførte, fik alle en fantastisk naturoplevelse i Ertebølle, som byder på både skov, høj kystklint og en fantastisk udsigt fra Bjerget. Efterfølgende blev der hygget med is på terrassen på Ertebølle Camping.
Allerede i næste måned er Vester Hornum Løberne igen vært ved ”Grill og motionsaften”, og til september kommer Michelle Kristensen som tidligere omtalt og holder foredrag om sundhed i V. Hornum Hallen.