Kan Lods Hans vinde prinsessen og den halve losseplads?
Det er spørgsmålet i denne frække og moderne omskrivning af H.C. Andersens eventyr om Klods Hans, som opføres af de tre musikere fra musikgruppen HeartBeat Group. De kalder forestillingen et ”renovationseventyr”, hvor musik på skrald tilfører historien en ny dimension og et positivt budskab: Når vi ser kreativt på affald, bliver det en ressource.
Lods-Hans er et hit for børn i 4-9 års alderen, som genkender handlingen fra Klods Hans, og både forældre og bedsteforældre er velkomne til at kigge med. Forestillingen er en fornyelse i en tid, hvor miljø og bæredygtighed er på alles læber. Med en legende tilgang og smittende humor gøres relevansen personlig, og problemstillingen konkretiseres for børnene. De oplever, hvordan og hvorfor man skal sortere sit affald. Budskabet er, at miljøbevidsthed ikke kun skal diskuteres – det skal leves!
Forestillingen spilles i Markedshallen i Hornum d. 26. september, og er arrangeret i samarbejde mellem Vesthimmerlands Teaterforening og KulturDebathus Søttrup. Den er støttet af Vesthimmerlands Forsyning, som efter forestillingen fortæller om bl.a. Skraldeskolen. Billetter købes på himmerlandsbilletten.dk eller kommunens biblioteker.