I den kommende weekend er der økologisk høstmarked på øko-gårde rundt om i hele landet. Også på Livø.
Hvordan har øko-køerne det ude på marken? Smager økologiske gulerødder, æbler eller korn anderledes? Og kan man se, at en mark er økologisk?
Den slags spørgsmål får tusindvis af danskere mulighed for at få besvaret, når 75 økologiske gårde rundt omkring i landet åbner stalddørene til Økologisk Høstmarked i weekenden. Sidste år trak 47.000 danskere i gummistøvlerne og benyttede sig af muligheden.
"Der er en stor interesse for økologi blandt danskerne, som fylder deres indkøbskurve med flere øko-varer end noget andet sted i verden. I weekenden får alle mulighed for komme bag om råvaren og helt tæt på den økologiske produktion, se hvordan øko-fødevarerne bliver til og på første hånd opleve, hvilken forskel man gør for dyrene, naturen og vores grundvand med sine økologiske indkøb i hverdagen," påpeger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.
Her i det Vesthimmerlandske område holder Livø Avlsgaard for 10. år i træk økologisk høstmarked.
Her kan de besøgende først nyde sejlturen til Livø, komme med på guidet mark- og skovvandring, spise sig i gennem en masse smagsprøver på øens produkter og også købe nogle af dem med hjem. Man kan også se det gamle savværk i funktion, bygge fuglekasser og høre om glutenfri mad, da kogebogsforfatter og kok, AneMette Olesen igen i år har en stand på høstmarkedet, hvor hun deler ud af smagsprøver og sin store viden om glutenfri mad.
Foto: Sidste sommer besøgte regentparret Livø Avlsgaard og fik en orientering om den økologiske produktion på øen.