Det var bestemt ikke en helt almindelig dag for Løgstør IF’s U11 Drenge, da de i sommervarmen i sidste uge gennemførte en anderledes fodboldtræning på den nærliggende strand sammen med Løgstør Roklub.
Lars Laustensen er med i trænerteamet omkring holdet, og for ham var det et fedt afbræk med den noget utraditionelle fodboldtræning:
- Sådan en træning gør dem nok ikke til bedre fodboldspillere her og nu, men det giver hele holdet et energiboost med noget nyt og anderledes. Det er godt for sammenholdet, og det er jo ikke mange gange om året, det kan lade sig gøre, og så er det bare med at udnytte, at vi har mulighederne lige for næsen her i vores skønne by med fjord og kanal, som indbyder til vandsportsaktiviteter her i varmen. Så den lå lige til højrebenet, da vi fik etableret et samarbejde med Løgstør Roklub, som gerne lægger udstyr og ekspertise til, hvis man har lyst til at prøve.
Løgstør Roklub var med på idéen, og var klar på at stille op med 2 instruktører. Drengene synes, det var sjovt, men også hårdt. SUP (stand up paddle) er træning for hele kroppen, og både muskler, kondition og balance bliver udfordret.
- Vi gjorde det for lige at lave et afbræk og gøre noget sjovt. Det, tror jeg, er med til at fastholde drengene. Måske især dem, der ikke kun er der på grund af fodbolden, siger Lars Laustensen.
- Det her er bl.a. med til at give spillerne fornemmelsen af, at ”det her kan jeg”. Vi har som trænere samt klub en vigtig opgave med at skabe rammer for at alle børnene – uanset hvad de kan – får succesoplevelser.
Dagen blev sluttet af med en fællesspisning med forældre, søskende og spillere på Torino Pizza og Steak House, men der er flere sociale aktiviteter på programmet.
- Lørdag den 10. september deltager vi nemlig som hold i Vilsted Sø Løb, og dagen efter skal vi efter vores turneringskamp, sammen med mange af de andre hold fra Løgstør IF, ud at se AaB spille kamp på Aalborg Portland Park, slutter Lars Laustensen.