Hvad er KU? Det kan en række unge mennesker få svar på på mandag, når tidligere udenrigsminister og konservativ landsformand Lene Espersen samt borgmester Knud Kristensen kommer på Aars Hotel kl.15. Her vil de være med til at sparke den første konservative ungdomsorganisation i gang i Vesthimmerland.
Arrangørerne bag det første KU-step og dermed generalforsamlingen i Vesthimmerland er Lars Viborg, Jonas Kastberg og Pia Buus Pinstrup. De håber på at møde mange unge mennesker mellem 15-34 år, der har lyst til at snuse lidt til det politiske liv. Samtidig vil medlemsskabet i KU være en oplagt mulighed for at komme til at kende nogle af byrådspolitikkerne i Vesthimmerland, fortæller de.
"Derudover vil det forhåbentligt give et billede af, hvad konservatismen består af. Et af de begreber der helt sikkert vil komme på tale er frihed, hvilket udgør et vigtigt element. Vi hylder frihed som konservative," forklarer de tre unge KU'ere. Men i den konservative tankegang har frihed dog altid en følgesvend; ansvar.
"Frihed handler i princippet om, at man kan gøre, som man vil. Dette mener vi som konservative, at alle mennesker skal kunne inden for visse rammer. Netop derfor hænger frihed og ansvar - både for sig selv og for andre - uløseligt sammen. Ansvaret for egne handlinger er ikke en begrænsning, men en styrkelse af frihedens værdimæssige position. Friheden er bare en af de grundlæggende værdier i konservatismen," slutter Lars Viborg, Jonas Kastberg og Pia Buus Pinstrup, der ser meget frem til den 27. februar.