Leif Ørsnes Christensen har valgt at fratræde stillingen som områdedirektør for Spar Nord i Vesthimmerland. I går mødte mange mennesker frem for at sige farvel til ham og goddag til hans afløser, Klaus Frederiksen.
Leif Ørsnes Christensen har valgt at fratræde stillingen som områdedirektør for Spar Nord i Vesthimmerland. I går mødte mange mennesker frem for at sige farvel til ham og goddag til hans afløser, Klaus Frederiksen.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Det er en halvstor butik, 50-årige Klaus Frederiksen overtager den 1. november. Spar Nords bankområde i Vesthimmerland har et forretningsomfang på 8 milliarder kroner, og det er det, Klaus Frederiksen bliver direktør for, når Leif Øsnes trækker sig tilbage.
Og det gør Leif Øsnes, når han har holdt sit sidste kundemøde den 31. oktober kl. 18.
Den frivillige fratrædelse skyldes ikke alderen, og det er heller ikke fordi, han er træt af jobbet. Det er ganske enkelt fordi jobbet ikke findes i en halvtidsudgave, forklarede Leif Øsnes Christensen ved goddag og farvel-receptionen på Pavillon ChristiansMinde i går.
Det gør hans nye job til til gengæld. Fremover skal han arbejde i to dage om ugen i Spar Nords hovedsæde i Aalborg med udvikling af erhvervskoncepter.
- Det giver mulighed for et mere fleksibet arbejdsliv. Mere kompliceret er verden ikke, sagde en veloplagt Leif Ørsnes Christensen, der nu vil bruge mere tid på familien og på sejlads.
Leif Ørsnes Christensen har været Spar Nord-direktør i 12 år, hvor en omstrukturering af bankområdet og en finanskrise har været to af de største udfordringer. Han var i 2010 også selv med til at ansætte Klaus Frederiksen som afdelingsdirektør i Spar Nord i Aars. Han har dermed et indgående kendskab til sin efterfølger.
- Klaus, du er utrolig kompetent, og så har du en uddannelse, som jeg aldrig har fået taget, lød et af de fine skudsmål.
Efterfølgeren havde alligevel trods sin ekstra uddannelse lært noget af Leif.
- Du lærte mig at skulle hive mig op i helikopteren og se hele bankområdet som en helhed.
Klaus Frederiksen har derfor et indgående kendskab til både Aars og Løgstør, og han vil ved sin tiltrædelse dele sin fysiske tilstedeværelse ligeligt mellem de to filialer.
Fra Spar Nord holdt også koncerndirektør Lasse Nyby og formanden for bankområde Vesthimmerland, Lars Bjørn, tale ved receptionen.