Der foreligger allerede tilsagn om 1 mio. kr. fra LAG centralpuljen og 2 mio. kr. fra Lokale- og Anlægsfonden. Med de omtalte bevillinger på i alt 4 millioner er det endeligt fastslået, at lanterneprojektet nu er i fuld gang med at blive realiseret.
På et arbejdsmøde i lørdags tog Lanternegruppen sammen med foreningsrepræsentanter derfor også helt konkret fat på spørgsmålene om, hvordan rammerne og funktionerne i det store projekt skal planlægges.
Man forventer endvidere meget snart at tage første spadestik til Lethallen og dermed også symbolsk det første spadestik til Lanternen, da Lethallen jo er en integreret del af hele lanterneprojektet. I nær fremtid bliver der endvidere taget jordprøver på arealet ved Løgstør Skole, hvor Lanternen - og altså i første omgang lethallen - skal bygges.
Asbjørn Berge indledte lørdagens workshops med bl.a. kort at gennemgå økonomien i projektet og erkendte, at der mangler rigtig mange millioner, før Lanternen er komplet. Det forhindrede dog ikke de fremmødte i at smøge ærmerne op og give sig i kast med dagens emner, herunder spørgsmålet om hvordan man kan optimere lanterneprojektet ud fra en bruger- og driftsmæssig vinkel.
Der blev også diskuteret, hvordan man bedst udnytter Lanternens faciliteter, og hvordan man opnår størst mulig folkelig opbakning. Endelig var der en workshop, der handlede om at få en endnu større brugerflade i Lanternen ved eksempelvis at lave tilbud til turister og ældre mennesker.
Nu venter først og fremmest møder med arkitekterne om de foreslåede rokeringer i byggeriet, så det lever mest mulig op til kravene om multifunktionalitet, og herefter vil der blive indkaldt til en ny runde med foreningerne bag Lanternen.