Det tidligere autoværksted midt i Farsø begynder så småt at forsvinde - måske kommer der boliger i stedet.
Tekst og foto: Per Lyngby
Gennem de seneste år har det gamle bilværksted og autoforhandling på Nørregade i Farsø stået tomt og ubrugt hen. De tomme og efterhånden forfaldne bygninger har derfor ikke just pyntet i bybilledet. Men nu begynder der så småt at ske noget på grunden.
Det er borgmester og entreprenør Knud Kristensen, som står bag det selskab, som ejer grunden, hvor der fortsat er en ubemandet tankstation.
“Det er korrekt, at vi så småt er begyndt at fjerne nogle døre, lofter, porte og vinduer i en af bygningerne, da det kan genbruges, men der bliver ikke tale om at rive det hele ned her og nu”, siger Knud Kristensen til Lokaltindblik.dk.
Knud Kristensen forventer ikke, at man for alvor går i gang på denne side af sommerferien, og han er i det hele taget meget forbeholden med at udtale sig om, hvad området skal bruges til. Det ligger dog fast, at tankanlægget, som netop er blevet renoveret, vil fortsætte på stedet.
“Der var på et tidspunkt tale om at lave boliger og tre erhvervslejemål på området, men disse planer er ikke længere aktuelle. Den bygning, som vi lige nu arbejder på at nedbryde, indeholdt to lejligheder, som ikke længere var tidssvarende, så derfor er vi gået i gang med den”, fortæller Knud Kristensen.
Tidligere på året er der også ryddet op i den gamle udendørs biludstilling, hvor gamle halvtag er blevet fjernet.
Bygningerne på Nørregade har senest rummet firmaet Bilmessen, som nu har til huse i den sydlige del af byen på Svoldrupvej, hvor man driver værksted og salg af nye og brugte biler.
Måske boliger på området
Der har tidligere været fremlagt planer, som Aars Boligforening er en del af. Her er det tanken at opføre boliger på grunden. Direktør Jens Damgaard fra Aars Boligforening, siger til Lokaltindblik.dk, at det fortsat er et projekt, man arbejder med.
“I øjeblikket arbejdes der på at udarbejde en lokalplan for området. Sådan noget tager gerne et års tid, men omkring den 1. april næste år skulle det gerne være på plads. Vi er klar med et projekt med punkthuse, som hver skal indeholde 16 lejeboliger. Husene opføres etapevis, hvis ellers vi får kommunens godkendelse til at gennemføre projektet”, siger Jens Damgaard.
Aars Boligforening har allerede fået henvendelse fra flere borgere, som er interesserede i at leje boliger, og man forventer derfor ikke de store problemer med udlejningen.
Da det er byrådet, som skal godkende boligforeningens projekt, kan Knud Kristensen se frem til at sidde i en dobbeltrolle som grundejer og politiker, hvilket formentlig vil gøre ham inhabil, når den endelige beslutning skal tages.