Den 5. oktober er som så mange andre dage en særlig mærkedag – nemlig ”Lærerens dag”. Mange steder bliver der ikke gjort det helt store ud af det, men sådan var det bestemt ikke på Vester Hornum Skole i år.
Den 5. oktober er som så mange andre dage en særlig mærkedag – nemlig ”Lærerens dag”. Mange steder bliver der ikke gjort det helt store ud af det, men sådan var det bestemt ikke på Vester Hornum Skole i år.
Stor var overraskelsen blandt lærerne, da de så, at eleverne begyndte at stimle til fra morgenstunden udstyret med flag i dagens anledning. Endnu mere glæde blev der, da skolebestyrelsesmedlemmer og andre forældre mødte op med to store flot pyntede lagkager, som senere blev indtaget med stor appetit.
Efter skolens traditionsrige morgensamling, hvor alle elever var samlet, blev ordet overgivet til skolebestyrelsesformand Henrik Petersen, som holdt en kort tale til alle elever og lærere. Han sagde bl.a., at det i dag var ”Lærerens dag” og sammenlignede denne dag med eksempelvis en fødselsdag. Henrik Petersen forklarede eleverne, at de derfor skulle opføre sig ekstra godt, så det kunne blive verdens bedste dag for lærerne. Han fortsatte med at sige, at ”i morgen fredag skal I bare opføre jer, som I plejer”. Det sidste udsagn fik både lærere og elever til at trække på smilebåndet.
Således blev dagens start på denne ”Lærerens dag” en uventet og helt anderledes begyndelse på en ellers ganske almindelig skoledag på Vester Hornum Skole, hvor personalet var meget glade for, at der blev tænkt på dem.