Så er Kunsttorvets venner i Løgstør igen klar med et nyt og spændende program. Der vil være musik hver fredag fra kl. 19. – 21.
Det vil være en blanding af det kendte, men bestemt også nyheder. Blandt nyhederne er det lykkedes vennerne at få fat i ”Sten i Skoen” fra Århus med tidligere bysbarn fra Løgstør; Palle Jensen (Søn af Mona og Finn Jensen) sammen med Klaus Lundø Grundahl. Teksterne er skrevet af gruppens 3. medlem, Tom Jensen, af gruppen, som desværre er forhindret.
Sten i Skoen synger på dansk og lyder af halvfjerdserne. Stilen lugter lidt af folkemusik fra 70'erne med tekster, der rammer lige midt i nutiden.
Derudover er der Erik Holm fra Thyholm, som er kendt fra tv og Mariehaven. Derudover imponerede han både Anne Linnet og Thomas Blackman, da han stillede op i X factor. Også Samsøfestivallen har nydt godt af Eriks humor og musikalitet.
4 glade gutter: Niels Villadsen, Vagn Mikkelsen, Karsten Hjorth og Ole Schwarts udgør gruppen: Supply med dansemusik, der rykker.
En ny lokal nyhed er Duo 2C med Jens Axelsen og Jørn Overgaard, som bidrager på smukkeste vis med både piano og trompet.
Byens 2 faste husorkestre kommer folk på Kunsttorvet selvfølgelig heller ikke til at savne i år. Løgstør Street Paraders og Stråmændene, som tiltrækker rigtig mange fans og som er helt uundværlige.
"Vi er sikre på, at sommerens program vil give mange uforglemmelige oplevelser for både turister og lokale borgere," siger Birthe Kjærsgaard, der har været med til at sikre musik i sommerperioden.