En uge med kultur i alle afskygninger i Vesthimmerland er forbi. Men den kommer igen næste år.
Uge 10 var udråbt som kulturuge i Vesthimmerland, hvor en lang række kulturelle arrangementer var arrangeret i samarbejde med erhvervslivet. Som rosinen i pølseenden sluttede Caroline Henderson ugen af med en jazz-koncert i Vesthimmerlands Musikhus ALFA søndag aften.
Caroline Hendersen var tydeligt overrasket over størrelsen på musikhuset, som hun sammenlignede med The Town Hall i New York, og det gjorde indtryk på Asger Andersen (S), der er formand for Kultur- og fritidsudvalget i Vesthimmerland. Det allervigtigste er, at kunstnerne roser de omgivelser, vi har, sagde Asger Andersen til kommunens egen facebookside efter koncerten.
Asger Andersen slår samme sted fast, at kulturugen vender tilbage i 2019.