Den 23. marts besøger Kulturarvstjenesten Blære forsamlingshus. Det bliver dermed årets andet borgermøde, hvor hele tanken bag netop er at møde borgerne på "hjemmebane" og både komme ud at fortælle om områdets historie og kulturarv, og samtidig også blive klogere på deres by.
Vesthimmerlands Museum og Kulturarvstjenesten har en masse viden om hele Vesthimmerland, som meget gerne formidles, men når alt kommer til alt, så er det dialogen med borgerne, der er væsentlig, da de er eksperterne på deres nærområde og kender til de gode fortællinger og interessante steder.
Aftenen er arrangeret i samarbejde med Blære Beboerforening og står i historiens tegn, når medarbejdere fra Kulturarvstjenesten fortæller om sognets kulturarv og præsenterer spændende billedmateriale fra egnen.