Farsø Koret gæstede i aftes Overlade Kirke.
Der var koncert i Overlade Kirke i aftes, hvor 30 medlemmer af Farsø Koret afholdt deres sidste koncert for i år. Når koret er fuldtalligt er der 45 korister, men de 30 kunne snildt synge kirken i Overlade op.
Korleder Kirsten Svensmark gav koncerten et ekstra intellektuelt indhold med fortællinger om repertoiret mellem de enkelte numre, der spændte fra popsange til salmer.
Der var 78 mennesker, der overværede koncerten, og de blev også sat i sving, da de flerstemmigt skulle synge hele fire sange på én gang: Nu er det jul igen, Der er noget i luften, Glade jul og Dejlig er den himmelblå. Eksperimentet lykkedes omtrent til perfektion.
Efter koncerten bød Overlade menighedsråd på en kop kaffe og en småkage i kirken.