En række kommuner langs den vestlige del af Limfjorden har sammen med Kystdirektoratet taget hul på et projekt, der skal undersøge muligheden for en indsnævring af Thyborøn Kanal for at mindske risikoen for store oversvømmelser i Limfjorden.
Af Jacob Dalgaard
Vesthimmerlands Kommue går nu aktivt ind i et projekt, der skal danne grundlag for en fremtidig beslutning om en indsnævring af Thyborøn Kanal. Projektet skal sammen med en række andre interessenter belyse plusser og minusser ved at indsnævre kanalen, hvor havvand presses ind i Limfjorden, når storme raser over Danmark. Med oversvømmelser i den vestlige del af Limfjorden til følge - ikke mindst i området omkring Løgstør.
Thyborøn Kanal blev dannet efter en stormflod i 1862, der gennembrød landtangen ved Vesterhavet. I årene efter blev indløbet blot udvidet ved naturens egen kraft.
Byrådet i Vesthimmerland besluttede for en uge siden at gå med ind i projektet, der skal løbe i 6 år. Her opfordrede Jens Lauritzen (V), medlem af Teknik- og Miljøudvalget), til at der i projektet også tænkes på indsnævringen ved Aggersundbroen. Her er der i øjeblikket ved at blive foretaget skibsstødssikring på broen, hvilket trækker i den modsatte retning af Thyborøn-projektet.
Jens Lauritzen hentydede til, at skibsstødssikringen indsnævrer gennemstrømningen ved Aggersund yderligere med deraf øget risiko for oversvømmelser, fordi Aggersund i forvejen er en flaskehals i Limfjorden, når der presses vand i ind i fjorden.
Beregninger fra COWI viser ganske vist, at skibsstødssikringen kun har meget lille betydning i forhold til oversvømmelse. Vandstanden vil således kun stige med ekstra 8 millimeter i forhold til tidligere ved en forhøjet vandstand på 1,8 meter, i følge COWI. Men dog et skridt i den forkerte retning.