Byrådspolitikerne stak i går hænderne langt ned i kommunekassen og hentede millioner op, som der er ikke er budgetteret med.
Af Jacob Dalgaard
Stemningen var lidt harsk, da de senere års største politiske stridspunkt endnu en gang havnede i byrådssalen; omfartsvejen syd om Aars.
Denne gang var det ikke et spørgsmål om for eller imod vejen, som nu er anlagt og taget i brug. Nej, det var den ekstraregning på 16,1 millioner kroner, der skal betales, som gav anledning til bryske bemærkninger.
SF's Theresa Berg Andersen er nok byrådets argeste modstander af vejen, og hun lagde ud med at sige, at SF som ansvarligt parti vil godkende tillægget til anlægsbevillingen, der får omfartsvejen til at løbe op i 121,6 millioner kroner. Og det er vel at mærke fortsat et foreløbigt regnskab.
- Men lad os tage ved lære af den her sag og ikke begå samme fejl, når vi skal bygge svømmehal og lignende projekter, sagde Theresa Berg Andersen, og tilføjede, at Vesthimmerland er heldige med at have pengene i kassen til at betale ekstraregningen.
Formanden for Teknik- og miljøudvalget, Uffe Bro (S), er træt af sagen på hans område. Dels stemte han i sin tid imod vejen, og dels er den anlagt under hans forgænger, Niels Krebs Hansen (K). Alligevel stod han også klar til at godkende tillægsbevillingen.
- Niels Krebs Hansen påtog sig selv sin del af ansvaret og bedyrede, at sagen i den grad også ærgrer ham. Han forklarede dog i byrådssalen, at han der i opgørelsen er taget udgifter med ind under omfartsvejen, som egentlig hører til andre steder. Derfor ser han også frem til den redegørelse, som Teknik- og Miljøudvalget har bestilt. Den skal kaste yderligere lys over de områder, der har forårsaget budgetoverskridelsen. I det foreløbige materiale står det dog klart, at arkæologiske udgravninger alene har har kostet 5,8 millioner kroner mere end de forventede 1,5 millioner.
Brian Christensen fra Dansk Folkeparti gned yderligere salt i såret, da han gjorde opmærksom på, at der endnu mangler at blive anlagt en støjvold langs vejen.
- Det er borgerne derude blevet lovet, så der kommer flere udgifter. Også selv om jeg godt ved vi får nogle indtægter på den forurenede jord, der bruges, sagde Brian Christensen.
Bro oversteg budget med næsten 100%
Knap havde byrådet med bøjet nakke hevet de 16,1 million kroner op af kommunekassen, før de igen var på rov i kassen. Denne gang var det en længe ventet bro i Aalestrup over Simested Å, der fik penge. I budget 2018 var der afsat 1,55 millioner kroner til broen, der har været et ønske gennem 20 år. Det billigste bud på opgaven løb imidlertid op i 2,98 millioner kroner.
Skulle broen vente et år mere, så restbeløbet kunne afsættes på næste års budget, eller skulle penge findes her og nu? Venstres Lars Andresen ønskede at vente, mens partifællen Morten Mejdal konstaterede, at en bro, der kun nåede halvvejs over åen ikke havde noget formål, og så blev udfaldet et ekstra kassetræk på 1,43 millioner kroner.
Og så kunne Rasmus Vetter (S) med opfyldelsen af sin mærkesag tage hjem til Aalestrup og fejre beslutningen med at drikke en flaske rødvin og lytte til Simon & Garfunkels "Bridge over Troubled Water", og på den måde blev der alligevel lidt fest efter dagens ekstrabevillinger.