Lørdag blev der igen i år afholdt damefrokost i Overlade Hallen - et arrangement afholdt af Overlade Friskoles støtteforening med Maria Jakobsen og Mette Ravnborg som værtinder.
Lidt mænd var der dog tilstede, da brugsuddeler Ulrik Rybjerg igen i år stod i baren med hjælp fra et par af de lokale mænd. Skoleleder Troels Bergholt var også trukket i arbejdstøjet for at hjælpe til med at servicere Overlades kvinder, en opgave han gerne påtog sig, da overskuddet går til Overlade Friskole.
Det blev igen en succes, da 150 kvinder i feststemning havde købt billet. Damerne blev forkælet med en lækker frokostanretning fra Slagter Dennis i Farsø, og Malou i Nibe og Sportigan i Farsø sørgede for et flot modeshow, hvor den nyeste mode blev vist frem på fortræffelig vis af nogle af de lokale damer.
Som noget nyt var der arrangeret en konkurrence om det smukkest dækkede bord, og fantasien og kreativiteten var i højsædet. Det blev Lisbeth Stigsen Mortensen og Else Høvring Nielsens bord, der løb med sejren og Den Lyserøde Sko - en vandrepokal, som til næste år skal finde en ny vinder.
Lattermusklerne kom også på overarbejde, da festfotografen dukkede op tog billeder af hele selskabet til stor morskab for alle.
Damerne fik dog ikke hele eftermiddagen for dem selv, da mændene i år var inviteret med til festen fra kl. 17.00, og skulle de være blevet sultne undervejs, kunne sulten stilles i den til lejligheden opstillede pølsevogn i skolegården.