Aubo Køkken & Bad i Løgstør bygger ny forretning, som står klar til åbning inden nytår.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
René Danielsen & Morten Johnsen tog i dag det første formelle spadestik til deres nye butik. Inden årets udgang flytter de nemlig Aubo Køkken & Bad fra den nuværende adresse på Danmarksvej 22 til Rapsmarken et par hundrede meter mod syd.
Planerne har været undervejs et stykke tid, og nu er de sidste forhindringer ryddet af vejen. Det har blandt andet været afgørende for beliggenheden og tilgængeligheden, at den nye butik kan få indkørsel fra Danmarksvej, og den tilladelse har butiksindehaverne fået i hus.
René Danielsen og Morten Johnsen siger samstemmende, at incitamentet til at bygge nyt er udsigten at spare penge på de faste omkostninger. Hidtil har Aubo siddet til leje, men nu bliver de herre i eget hus og med de nyeste, energibesparende installationer.
Den nye butik bliver på 650 kvadratmeter. Det er 400 kvadratmeter mindre end den nuværende butik.
- Men der bliver det samme udvalg af køkkener, bad og garderober og malerafdeling medvidere, som vi har i dag, da butikken bliver mere effektiv indrettet, siger René Danielsen, der ligesom Morten Johnsen har en halvpart i butikken. Butikken startede de to for 5 et halvt år siden.
Vesthimmerlands Kloak & Beton er i dag gået i gang med at støbe fundamentet, og i løbet af få uger vil den nye butik, som opføres af lokale håndværkere, begynde at skyde i vejret.