Københavns Drengekor præsterede lørdag en flot og totalt udsolgt koncert i Løgstør Kirke.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Der var fint besøg i Løgstør i går, hvor 28 drenge og 14 mandskorsangere fra Københavns Drengekor - Det Kongelige Kantori gav en fem kvarter lang julekoncert i Løgstør Kirke. Koret var under ledelse af dirigent Ebbe Munk, som går på pension til januar efter at have ledet drengekoret siden 1991. Også domnorganist i København, Hanne Kuhlmann, medvirkede ved koncerten.
Koncerten i Løgstør var udsolgt kort efter annonceringen i begyndelsen af efteråret. Således overværede 220 mennesker koncerten, hvor man fik en helt unik koroplevelse med drenge, der mestrede sangkunst på et meget højt niveau, så det gav gåsehud. Nogle blandt publikum blev også set rørt til tårer.
Besøget af Københavns Drengekor er kommet i stand i et samarbejde mellem Lions Freja, Lions Club Løgstør og Løgstør Kirke. Lions klubberne har stået for at indkvartere de 28 drengekorister hos private familier henover weekenden, mens de voksne har været indkvarteret på Vitskøl Kloster.
Primus motor på arrangementet har været Frode Sønderstrup, og det var også ham, der bød de mange tilhørere og koret velkommen i kirken.
Efter koncerten mødtes både koret, værtsfamilierne og frivillige hjælpere i Løgstør Sognehus til fællesspisning, inden koret i morges drog videre til næste koncert i Hjørring.