En ganske særlig pude, som i 2018 blev kåret til Danish Design Award Winner 2018, skal nu skabe ro og glæde blandt demente på Plejecenter Kærbo i Ranum.
Dens fulde navn er InmuRELAX Interaktiv Musikpude. Den koster 6.450 kroner, så nogen helt almindelig pude er det ikke. Men på Kærbo har medarbejder Claus Lind længe ønsket sig puden, fordi den med sine blide vibrationer, sit bløde betræk og dens rolige musik har en beroligende effekt på demente. Også tandlægeskræk kan efter sigende i visse tilfælde afhjælpes.
Derfor henvendte han sig til Ældre Sagen Løgstør om hjælp til finansieringen. Den slags kan Ældre Sagen dog ikke hjælpe med, forklarede Aase Lund, der er uddannet demensven-instruktør.
Hun fik til gengæld formidlet kontakt til Lions Club Freja, hvis medlemmer sidste år blev uddannet demensvenner. Hos Freja var der opbakning til at donere musikpuden, og fredag formiddag blev den overleveret til Kærbo.
- Fra Lions Club Freja er vi meget glade for, hvis vi på denne måde kan medvirke til at gøre en lille forskel for disse borgere, deres pårørende og det personale, som yder en stor indsat for at fremme så gode livsvilkår som muligt på dette område, sagde klubbens præsident Lisbet Nielsen, da hun under formiddagskaffen overleverede gaven til Kærbo.
Kærbo har et særligt afsnit for demente, og plejecenteret har også status af demensvenner ligesom Løgstør Bibliotek, Løgstør Apotek, Røde Kors Genbrugsbutikken i Løgstør og Ældre Sagen Løgstør.