SFO-leder Birte Pedersen Kjeldsen, Løgstør, fylder på mandag 50 år. Det blev fejret med en stor overraskelse i går.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Klokken 10.30 i går blev al undervisning på Overlade Skole kortvarigt suspenderet. Alle elever, børnehavebørn og vuggestuebørn samt personale og enkelte forældre samledes i hallen, hvor der var forberedt en overraskelse til SFO-leder Birte Pedersen Kjeldsen i anledning af hendes 50 års fødselsdag på mandag.
En gigantisk kagemand var blevet tryllet frem til den intetanende fødselar, som ganske vist havde luret, at der var noget under opsejling - men ikke hvad, det var.
Birte Kjeldsen blev uddannet socialpædagog på Ranum Seminarium i 1989 og fik derefter arbejde på Vitskøl Kloster. Derefter arbejdede hun i en række forskellige vikariater mellem hendes egne barselsvikariater i den periode, hvor hendes og manden Torbens 4 børn kom til verden.
I 1996 blev hun ansat som SFO-Leder i Myren ved Overlade Skole, hvor hun også selv har gået i skole som barn. Stillingen har hun nu bestridt i 20 år, og hun er afholdt og respekteret blandt store og små, hvilket sås tydeligt, da fødselaren fik mange og store kram i går.
For nyligt besluttede byrådet i Vesthimmerland imidlertid, at Overlade Skole og Myren skal lukkes til sommerferien. Dermed stopper Birtes engagement på skolen også. Hun har efter sommerferien fået job på Ullits Skole.