Dog hjulpet af Lisbet Andersen.
12 karle mødes hver uge i motionscenteret i Ranum til træning. Kå’lholdet kalder de sig, hvilket indikerer, at det er ene mænd.
Én af dem er Arne Nielsen, der for fire år siden flyttede til Ranum. Da han hørte om Kå’lholdet og om den hygge, der er på holdet, valgte han at melde sig til.
Lisbet Andersen er uddannet fysioterapeut og lægger programmet for træningen i motionscenteret, men deltagerne på holdet er alle med til at holde dampen oppe. Motionscenteret er spækket med mange forskellige redskaber, og de er med til at holde de halvgamle kroppe i form, når kå’lene kaster sig over dem i en gang cirkeltræning.
Træningen er vigtig, men den sociale del er nok mindst lige så vigtig. Når udspændingsøvelserne er overstået, og pulsen er faldet igen, mødes de til kaffe og brød og varm leverpostej i multikulturhuset, og her går snakken om, hvad der er sket i lokalområdet siden sidst.