Torsdag d. 28. oktober 2021 - �rgang 16

Justitsminister kommer til åbning af nærpolitistation i Aars

03-09-2021

Tirsdag d. 14. september 2021 er der officiel åbning for de nye nærstationer i henholdsvis Aars og Brønderslev, hvor justitsminister Nick Hækkerup vil deltage. Og denne dag er der også åbnet hus for offentligheden. Alle er velkommen til at komme forbi.

Siden foråret, hvor det blev besluttet at oprette to nye nærstationer i Aars og Brønderslev som led i flerårsaftalen for politiet og anklagemyndigheden, har Nordjyllands Politi arbejdet på at klargøre lokalerne i Aars og i Brønderslev, så de kan huse en moderne politistation. Og dét arbejde er nu færdigt, og politikredsen er dermed klar til at åbne nærstationerne for nordjyderne. Det sker officielt d. 14. september 2021 først i Aars og derpå i Brønderslev, hvor også justitsminister Nick Hækkerup vil deltage.

Justitsministeren siger:

”Hvis vi vil have fat i kraven på de kriminelle, kræver det et politi, der er tæt på borgerne. Et politi, som kender lokalområdet godt, og måske også har en idé om, hvem de skal kontakte, hvis der har været ballade i gaden eller indbrud i et hus. Jeg tror på, at de nye nærstationer i Aars og Brønderslev kommer til at få stor betydning for den lokale tryghed, og jeg ser frem til at være med til de officielle åbninger d. 14. september.”

Nærstationer tæt på borgerne
Politidirektør Anne Marie Roum Svendsen glæder sig over, at politikredsen nu kan slå dørene op til de to moderniserede nærstationer, der hver får seks fast tilknyttede lokalbetjente, ligesom der også er mulighed for, at politikredsens kørende beredskab kan arbejde fra nærstationerne.

”Vores nye nærstationer med fast personale betyder, at vi som politi kan komme endnu tættere på nordjyderne. Vi bliver mere synlige i nærmiljøet, og vi ved, at det øger trygheden, når vi kan udføre vores opsøgende politiarbejde og anden borgerservice fra lokaler tæt på borgerne,” siger Anne Marie Roum Svendsen.

De to nye nærstationer vil have en åbningstid på mindst 15 timer.

Alle er velkommen til åbent hus
Og for at markere den officielle åbning vil der tirsdag 14. september 2021 være åbent hus først i Aars og derpå i Brønderslev. Man vil have mulighed for at se de spritnye nærstationer indefra, ligesom der udenfor vil være mulighed for at se forskelligt politiudstyr: politibiler, motorcykler, politihunde, drone, m.m. Nordjyllands Politi byder i den forbindelse på en forfriskning.

”Alle borgere – store som små – er velkommen til at kigge forbi og se vores nye rammer og samtidig se lidt nærmere på vores patruljebiler og udstyr, som vi i dagens anledning stiller frem foran de nye nærstationer,” opfordrer politidirektør Anne Marie Roum Svendsen.

Borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen, siger:

”I Vesthimmerland ser vi meget frem til at åbne den nye nærpolitistation i Aars. Vi har længe kæmpet for øget politimæssig synlighed og tryghed, og derfor har vi også store forventninger til Nordjyllands Politis faste fysiske tilstedeværelse i vores kommune. At de samme betjente færdes i vores område vil helt sikkert øge kendskabet og samarbejdet mellem kommune og politi, hvilket også skaber grobund for større tryghed og politiets tilgængelighed for borgerne i Vesthimmerland."

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!