Det er et stort jubilæumsår for en af Løgstørs bedst bevarede traditioner, og juleskibets guldbryllup fejres med guldkarameller.
Juleskibet i Løgstør er Danmarks ældste Juleskib. Siden 1964 har skibet lagt til kaj i Løgstør og bragt Julemanden og juleglæden med sig. Ideen til Juleskibet opstod, fordi Løgstør Handelsstandsforening ønskede, at der skulle ske noget særligt for børn og voksne i juletiden. Derfor inviterede de Julemanden til at tage turen fra Grønland til Løgstør, og det takkede han omgående ja til. Siden har Julemanden taget turen hvert år – og i år kan han altså fejre ”guldbryllup” som Juleskibs-Julemand.
En anden, der kan glæde sig til 50 års jubilæet, er idémanden bag det hele, købmand Poul Erik Hansen, 88 år, der i år naturligvis er en del af velkomstkomiteen sammen med en række andre veteraner, som gennem tiden har budt Juleskibetvelkommen i Løgstør. Heriblandt tidligere borgmester Christian Mejdahl.
De første år kom Julemanden og hans julefamilie sejlende ombord på den gamle Livøbåd. I Løgstør stod FDF-orkesteret og tog imod med dejlig julemusik. Juleskibet har endda også været afbilledet på et julemærke. Siden er der løbet meget vand i fjorden, og i dag er det Løgstør Garden, der tager imod, når en muslingekutter tager turen fra Aggersund til Løgstør. For at fejre 50 året, har FDF’erne dog tilbudt atter at stille op med fanerne, for at gøre dagen så festlig som muligt.
Juleskibet farede vild i tågen
Det har ikke altid været uproblematisk at være Juleskib. I 1975 kom Julemanden sejlende ombord på den gamle Livøbåd, som ikke havde noget moderne navigationsudstyr. På vej fra Aggersund til Løgstør i tæt tåge kom skibet derfor ud af kurs og gik på grund ved kalkværket.
Tågen lå tæt, og ingen på skibet kunne se noget, lige som ingen på land kunne se skibet. Tiden gik, og da skibet ikke dukkede op, startede eftersøgningen.
Til alt held havde Folmer Eriksens værft i Løgstør en nybygget trawler liggende, som netop havde fået installeret radar. Den blev startet op, og så kunne man se, hvor Juleskibet lå og gemte sig. Lodsbåden blev sat ind på at få dem fri, og da den nærmede sig, kunne de høre, hvordan juleorkesteret stod og spillede musik i tågen, så man kunne høre, hvor de var.
Heldigvis har Juleskibet ofte haft godt og stille vejr, men det har altså både været blæst, tåge og is, der har mødt Julemanden og hans familie.
Jubilæum fejres med guldkarameller
50 års jubilæet fejres både i Aktivitetshuset i Aggersund, hvor Julemanden synger og danser med børnene, inden han går ombord på Juleskibet og sejler til Løgstør Havn. Her vil han som sædvanligt gå på land og på en brandbil lade sig fragte op i en menneskefyldt Østerbrogade. Gennem årene har Julemanden formentligt kastet over et tons flødekarameller ud til børnene. Men i år er de sædvanlige karameller opgraderet til guldkarameller i anledning af jubilæumsåret.