Det var ikke ligefrem julegaver, Jesper Theilgaard havde med til tilhørerne, da han i torsdags holdt foredrag på Vesthimmerlands Gymnasium og HF om klimaet. Han startede den halvanden time lange fællestime med at sige til eleverne: ”The world needs you!”, idet han understregede, at klimaet er de unges problem, selvom det er hans generation, der har skabt det. ”Der er ingen navlestreng”, sagde han. ”Vi har ikke mere end det, vi har”. Men vi kan skubbe til udviklingen ved vores måde at leve på.
Derefter fremlagde han en række overbevisende slides, der viste jordklodens klimatiske tilstand. En del af tilhørerne, nemlig 1.g’erne, var godt forberedte, da de for ca. en måned siden så Jesper Theilgaards klimafilm i forbindelse med undervisningen i det naturvidenskabelige grundforløb. Selvom det var komplicerede sammenhænge, han talte om, som f.eks. CO2-udledning, drivhusgasser og polare jet streams, formåede han hele tiden at gøre stoffet forståeligt ved hjælp af sigende billeder. Bl.a. brugte han en tegning af et balancenummer i en cirkusmanege til at illustrere, hvor galt det kan gå, hvis vi ikke får vendt udviklingen.
Eller forskellen på en kold øl, lige hentet i køleskabet, over for en doven øl, der har stået for længe, til at forklare cyklussen med istider, vekslende med mellemistider.
Hvad vil I byde ind med?
Jesper Theilgaard forklarede nogle af springene på de viste kurver med bl.a. vestens udflytning af virksomheder omkring år 2000 til Kina, der jo er et kulland. Derved fik den globale opvarmning endnu en tand, for at vestens forbrugere kan få billigere varer. Det går ud over biodiversiteten og dermed os selv. Der bliver mangel på ressourcer, bl.a. fosfor. Han var også inde på problemet med svovlsyre og syreregn som et resultat af forbrænding af svovlholdig olie i opgangsårene efter anden verdenskrig.
Direkte henvendt til tilhørerne spurgte han, hvad de ville byde ind med. Vil I tage offentlig transport til skole i stedet for den private bil, eller evt. en cykel? Vil I købe mindre tøj og genbruge? Vil I give afkald på den sidste nye iPhone? Skal jeres næste ferie gå til Holstebro i stedet for Thailand? Osv.
Her kunne Jesper Theilgaard ikke vide, at eleverne på gymnasiet i Aars netop har deltaget i det landsdækkende ung-energi tiltag ”fem fede dage”, organiseret af det meget aktive miljøråd på skolen for at bevidstgøre eleverne om, hvor betydningsfuld en ændret livsstil er for miljøet.
Han opfordrede de unge til at stille spørgsmål til politikerne, når de møder dem til det kommende folketingsvalg, og ikke lade sig spise af med forklaringer om, at teknologien nok skal løse klimaproblemet. Med Jesper Theilgaards ord: ”Vi kan ikke bare sidde i lænestolen og vente på, at Ole Opfinder kommer med en dims, der kan klare det hele”.
Man kan håbe på nye teknologiske landvindinger, og foredragsholderen gav eksempler på nogle af dem, men det er ikke nok. Det var i den forbindelse, at han opfordrede eleverne til at gå på barrikaderne og lave et nyt ungdomsoprør.
Til sidst i fællestimen gav den kendte meteorolog eleverne lejlighed til at stille spørgsmål. Her havde han nok på forhånd den fordom, at i Vesthimmerland taler man ikke så meget. Men han blev positivt overrasket. Der blev både spurgt til Theilgaards bud på, hvornår ”point of no return” indtræffer, til udviklingslandenes brug af fossile brændstoffer, og til, hvordan økologien ser ud i en klimamæssig sammenhæng. Til det sidste svarede meteorologen, at der ikke nødvendigvis er lighedstegn mellem de to størrelser.
Han blev således nødt til et par gange at komplimentere spørgerne med et ”skidegodt spørgsmål”. Elevernes bifald ved afskeden med Jesper Theilgaard indikerede, at de også havde forstået alvoren i det budskab, der igennem en time var blevet sendt fra Musikhuset ALFA’s scene.