Vesthimmerlands Kommune køber den gamle svømmehal tilbage og river den ned.
Af Jacob Dalgaard
Det er efterhånden 16 år siden vandet blev lukket ud af Ranum Svømmehal, der lukkede efter opførelsen af en svømmehal i Rønbjerg. Svømmehallen blev siden overtaget af Ranum Efterskole, der fyldte den med sand til forskellige sportsaktiviteter.
29. januar 2017 blev hallen alvorligt skadet af en brand påsat af en 16-årig dreng, og siden har bygningen ligget som en skændsel.
Men nu er der udsigt til at den kommer væk. Vesthimmerlands Kommune køber den gamle svømmehal tilbage for at rive den ned.
- Det har stor betydning for borgerne i Ranum, og jeg tror, de vil juble over, at den skæmmende bygning kommer væk, sagde Det Konservative Folkepartis borgmesterkandidat, Signe Nøhr, da byrådet torsdag godkendte handlen.
I handlen indgår også salg af to kommunale grunde til efterskolen. De to grunde, som er markeret på billedet, skal bruges til blandt andet skov, mountainbike- og crossfitbane.
Kommunen får 1 million kroner for de to grunde, men skal forventeligt betale 1,5 millioner kroner for at få revet svømmehallen ned. Differencen betales af kommunekassen.
Den manøvre fik imidlertid et par ord med på vejen af Per Nyborg (K). Han synes, sagen skulle have været med til budgetforhandlingerne, der finder sted allerede i næste uge. Han og det øvrige byråd stemte dog for godkende handlen.