Tirsdag d. 18. januar 2022 - Årgang 16

Jane & Shane optræder på Fort West

28-10-2021

Efter en lang pause i aktiviteterne på Fort West, kommer der igen gang i koncerterne. Første gang er den 19. november, når den kendte irsk/engelske folkemusikerduo Jane & Shane gæster Fort West i Borregård.

Duoen har før spillet på Fort West med stor succes og var hyret ind til koncert i foråret 2020, men corona spændte ben for arrangementet. Men nu er billetsalget igang til en ny koncert, og der er også arrangeret mulighed for spisning inden koncerten.

Det er Club West, der arrangerer - men denne gang i samarbejde med Overlade Friskoles Støtteforening, der hjælper med det praktiske omkring koncerten.

”Vi deler i porten”, siger Kristian Haldrup fra Club West. Så et eventuelt overskud går til et godt formål.

Engelske Jane Clark (violin, vokal) og irske Shane Donnelly (vokal, guitar, bodhrán) har sine musikalske rødder solidt forankret i den irsk/britiske folkemusik, men Jane & Shane bevæger sig elegant rundt i mange forskellige stilarter, og leger med elementer fra både folkemusikken, det klassiske og jazzen. De mestrer at fortælle den gode historie og deres egne kompositioner føles hurtigt som gammelkendt stof og de traditionelle sange som deres egne.

Duoen mødte hinanden i København tilbage i 2000, og Danmark har siden da dannet rammen om deres musikalske aktiviteter. De brød for alvor igennem, da sangeren og satirikeren Niels Hausgaard i 2003 inviterede dem med i sit show og med ordene "Jane og Shane er ikke bare gode musikere og spillemænd;
de er begavede underholdere i absolut særklasse”.

Se mere om koncerten på Fort West her

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!