LÆSERBREV: Berit Byg, Inger Lynge og Pernille Vigsø Bagge fra SF-Vesthimmerland skriver et svar til Jan Dyregaard:
Jan Dyregaard påstår i et indlæg, at SF skulle have skiftet holdning til kommunens turismeindsats. Det må have været svært for Dyregaard at finde et hår i suppen, for han er helt tilbage ved sidste års budgetlægning for at finde noget at klandre SF for.
Og ja, det er helt rigtigt at SF ikke ville være med til besparelser på ældreområdet og på K-klasserne, hvorfor vi stillede to fuldt finansierede ændringsforslag til disse punkter på budgettet. Hvad det har med turismeindsatsen at gøre, er svært at se.
Til gengæld er det meget let at se, hvad Venstres religiøse kamp for nulvækst i kommunerne mange år frem vil betyde for både ældre, udsatte børn og turismen. Og det ser ikke kønt ud!