Det Konservative Folkeparti forsøgte i går ihærdigt - men forgæves - at få ændret på budget 2019 for Vesthimmerlands Kommune. Blandt andet ønsker partiet skatten sænket fra 27 til 26,9 procent. Til gengæld er der konservative forslag, som kan nyde opbakning til budget 2020.
Af Jacob Dalgaard
For De Konservative er det en mærkesag at få skatten i Vesthimmerland sat ned. Men de syv mandater står alene i byrådet med den holdning.
Der ligger ellers et godt tilbud fra staten, som gerne vil betale halvdelen af regningen, lød det fra Svend Jørgensen, der ridsede reglerne op. Når en kommune sætter skatten ned, dækker staten en del af den manglende indtægt for kommunen. 75% det første år, 50 % de næste to år og 25 % det fjerde år.
- Hvis vi sætter kommuneskatten ned til 26,9 procent, får borgerne 22 millioner kroner ekstra i lommerne, og kommunekassen mister kun 11 millioner kroner. Hvis ikke det er et godt tilbud, så ved jeg ikke, hvad det er, sagde Svend Jørgensen.
Men argumentet blev ikke købt af de andre partier. Borgmester Per Bach Laursen sagde, at han i princippet er enig i Svend Jørgensens argument. Men der er et men, som fik de borgerlige i Venstre til at foretrække at bibeholde skatteprocenten på 27.
Borgmesteren forklarede, at han har haft foretræde for indenrigsminister Simin Ammitzbøll-Bille (LA) og på sine knæ søgt om støttekroner for 145 millioner kroner på vegne af Vesthimmerlands Kommune .
- Vi fik 13 millioner kroner i særtilskud til vanskeligtstillede kommuner og lånedispentationer for 25 millioner kroner. Havde vi så samtidigt valgt at sætte skatten ned, hvad ville Simon Emil, så have sagt?
Theresa Berg Andersen (SF) er slet ikke tilhænger af en skattenedsættelse:
- En skattenedsættelse på 0,1 procent vil for en gennemsnitsdansker give en besparelse på 300 kroner, og jeg tror jeg ikke, det betyder noget. Og hvad så med årene efter år 4? Vi har jo set, at det ikke altid er muligt at sætte skatten op.
K-ønsker kan få opbakning til budget 2020
Det konservative Folkeparti havde til byrådsmødets 2. behandling af budgettet indsendt et ændringsforslag til budgetaftalen, som det øvrige byråd blev enige om i starten af september. Selv om ændringsforslaget ikke blev vedtaget, var der alligevel elementer, som andre partier gerne vil kigge nærmere på.
Det gælder især i hjemmeplejen, hvor Vesthimmerlands Kommune ligger lavt, når det gælder varme hænder ude hos borgerne. Begrebet "ansigtstid" blev lanceret på byrådsmødet, hvor Pia Buus Pinstrup forklarede, at personalet i hjemmeplejen kun er ude hos borgerne i 42 procent af tiden. I Rebild Kommune er tallet oppe på 57 procent.
Det er baggrunden for, at de konservative gerne vil omorganisere på sundhedsområdet. Allerede næste år kan det genere en besparelse på 2,5 millioner kroner, og fra 2021 vil besparelsen være på 7,5 millioner kroner i følge partiets beregninger.
Men de tal er slet ikke gennemarbejdet, påpegede Venstres gruppeformand Kurt Friis Jørgensen, der opfordrede De Konservative til at bringe deres forslag til torvs i udvalgene.
Besparelsen på omorganiseringen ville partiet have brugt på at afværge en nedlæggelse af familieklasserne i folkeskolen, og besparelsen på Børn I Bevægelse samt til at sænke taksten på pasning af 0-2 årige og til fysioterapi på plejecentrene.
Som nævnt blev ændringsforslaget nedstemt, men...
- Det er et rigtigt godt oplæg til 2020-budgettet, som forvaltningen allerede i januar går i gang med at forberede, sagde borgmester Per Bach Laursen.