En regnefejl i Vesthimmerlands Kommune resulterer nu i en ekstraregning på 700.000 kroner til anlæggelse af nyt vejforløb.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
I maj 2019 godkendte byrådet at afsætte 400.000 kroner til et kanaliseringsanlæg på Danmarksvej, som skal sikre et sikkert og smidigt trafikforløb til bilister, der skal ind til den nye Jem & Fix, som åbner til foråret. Indkørslen skal samtidig give adgang til den nye Vormstrupvej, som på sigt skal etableres, når der bliver etableret flere erhvervsbygninger i området.
Men kommunens forvaltning har regnet galt, da prisen blev fastsat sidste år. De 400.000 kroner er prisen på en simpel højre svingbane, men et kanaliseringsanlæg med en venstresvingsbane midt på vejen viser sig at løbe op i 1,1 million kroner.
Arbejdet er allerede påbegyndt, og Teknik og Miljøudvalget måtte mandag finde en løsning på problemet. Et flertal indstillede til Økonomiudvalget, at de ekstra 700.000 kroner skal findes ved at give en ekstrabevilling, som tages af kommunens kassebeholdning udenfor budgetaftalen.
Men den finansieringsform har Venstres Jens Lauritzen taget forbehold for.
Han er ikke fortaler for en tillægsbevilling, og han har i stedet foreslået at pengene tages fra det mindreforbrud, der i 2019 har været på vintervedligehold.
Han konstaterer, at mindreforbruget i princippet bliver lagt i kassen, hvor man tager tillægsbevillingen. Men hvis ikke man noterer, at mindreforbruget bruges til tillægsbevillingen, så vil der være en risiko for, at dette mindreforbrug bliver brugt på noget andet, og så ender det med en ekstraudgift for kommunen, påpeger Jens Lauritzen.
Nu bliver det op til Økonomiudvalget og i sidste instans byrådet at afgøre, hvorledes ekstraregningen på 700.000 kroner skal finansieres.
Samtidig med etableringen af kanaliseringsanlægget udføres der af Vesthimmerlands Forsyning et omfattende kloakeringsarbejde i Raunstrup, som er i færd med at blive kloaksepareret.